Det Norske Akademis Ordbok

styrtning

styrtning 
substantiv
BØYNINGen; styrtningen, styrtninger
UTTALE[sty`rtniŋ]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
verbalsubstantiv til styrte, avledet med suffikset -ning
BETYDNING OG BRUK
1 
det å styrte, rulle, rase (ned)
 | jf. blodstyrtning
1.1 
det å styrte, falle ned
 | jf. sammenstyrtning
1.2 
det å styrte(s), støte(s), kaste(s) ned
 | jf. omstyrtning
1.3 
det å styrte, fare, sette av sted
2 
dusj
; styrt
SITAT
2.1 
litterært
 voldsom sjøgang
; brenning
SITAT
3 
litterært
 bratt (fjell)skråning
; stup
; bratning
SITATER
  • urens styrtning
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II 240)
  • aasen … med sine steile styrtninger
     (Bernhard Herre En Jægers Erindringer 32 1850)
  • [veien går] nær indunder fjeldenes underste styrtninger
     (Nicolai Ramm Østgaard Fra Skov og Fjeld 101 1858)
  • stup og styrtninger
     (Otto Sverdrup Nyt Land II 56 1903)
  • hverken den stupbratte styrtning eller strømhvirvlerne syntes at ha nogen appetit paa den blonde germaners liv
     (Øvre Richter Frich Slangeblomsten fra Magdala 172 1927)
3.1 
stryk
; fall
; foss
SITATER
  • [elvens] styrtninger ere tagne i brug af industrien
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker IV 22)
  • en brat styrtning, som gik lige ned til sjøen
     (Stein Riverton Jernvognen 152 1909)
  • hverken den stupbratte styrtning eller strømhvirvlerne syntes at ha nogen appetit paa den blonde germaners liv
     (Øvre Richter Frich Slangeblomsten fra Magdala 172 1927)