Det Norske Akademis Ordbok

lede

Likt stavede oppslagsord
lede 
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; leden
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
leden
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[le:`də]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
dansk form lede, av gammeldansk lethæ, avledet av adjektivet leth; se led; tilsvarer norrønt leiða
BETYDNING OG BRUK
litterært
 følelse av dyp ulyst, utilfredshet, kjedsomhet (overfor noe som man har fått eller opplevd for mye av, som man ved erfaring har funnet tomt og verdiløst)
; vemmelse
 | jf. livslede
SITATER
  • hun lytted uden lede
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker II 137)
  • [den friske turen] lyste lidt op i den lede og ligegyldighed, som denne vinter havde efterladt i hende
     (Alexander L. Kielland Sne 97 1886)
  • [han] havde sagt handelen farvel af lede til den s. k. «handelsmoral»
     (Lorentz Dietrichson Svundne Tider I 22 1896)
  • [en talentløs politikk har] fyldt store dele av vor ungdom med lede for politisk virksomhet
     (Vor Verden I/3 Chr. Michelsen)
  • [jeg ville] i kvalmende lede til jorden mig kaste
     (Nils Collett Vogt Digte i utvalg 12 1919)
  • jeg gav ham lede ved disk og bod
     (Arnulf Øverland Brød og vin 154 1924)
  • det er en lykke i livet, som ikke vendes til lede: Det, at du glæder en anden, det er den eneste glæde
     (Arnulf Øverland Hustavler 37 1929)
  • han satt og så på de dansende, og en følelse av ensomhet og besk lede ség innover ham
     (Agnar Mykle Lasso rundt fru Luna 170 1954)
  • alle tegnetimene inngjød meg den bitreste lede
     (Inger Hagerup Hva skal du her nede? 27 1966)