klede - Det Norske Akademis ordbok

klede

substantiv

BØYNINGet; kledet, kleder

UTTALE[kle:`də]

ETYMOLOGI

av norrønt klæði; se også klær og kles-

BETYDNING OG BRUK

(hel)ullent, ensfarget tøy, stoff som er valket og behandlet slik at det har fått en filtaktig overflate, med tett, lav lo

| jf. vadmel

SITATER

ikke nogen byfant kunde have finere klæde til kjole

(P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke-Eventyr (1871) 77)

| jf. kjole
fader kavde en kjole af orangerødt, fiint klæde, foret med himmelblaat sarge de soie og besat med guldgaloner

(Conradine Dunker Gamle Dage (1909) 15)
hans prestekjole var sydd av grovt klede

(Jan Wiese Kvinnen som kledte seg naken for sin elskede 33 1990)

1.1

vevet stoff, tøy til dresser, frakker, kjoler, kåper e.l.

| mest i sammensetninger som kledehandel, kledestoff, kledevare

(ofte mindre) stykke av vevet stoff, ofte sydd i form og bestemt til en bestemt bruk

| jf. sammensetninger med formen -kle: forkle, håndkle, tørkle

SITATER

[Solveig] bar en salmebog svøbt i et klæde

(Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 36)
[han har] et klæde om sin højre hånd

(Henrik Ibsen Fru Inger til Østråt 166 1874)
et [fotografi]apparat med klæde over

(Henrik Ibsen Vildanden 150 1884)

| i sceneanvisning
ligheste med klæder, som rak næsten til jorden

(Otto Sverdrup Nyt Land I 48 1903)
la [deigen] hvile i bollen i minimum 10 minutter med et klede over

(Anne Mæhlum Vilt godt sopp 133 2023)

plagg