Det Norske Akademis Ordbok

vanhellige

vanhellige 
verb
ETYMOLOGI
avledet med prefikset van- av hellige; se også vanhelligelse; jf. vanhellig
BETYDNING OG BRUK
litterært
 krenke, nedverdige (noe hellig eller opphøyet)
; profanere
SITATER
  • den som vanhelliger sabbaten, skal dø
     (2 Mos 31,14)
  • fordi [Ruben] vanhelliget sin fars seng, blev hans førstefødselsrett gitt til sønnerne av Josef
     (1 Krøn 5,1; 2011: vanæret)
  • hellige Israel, vanhellig denne fest ej ved at træde paa den hednings dørtærskel!
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter V 410)
  • [han] havde en alt for høj forestilling om ægteskabet til at ville prøve på at vanhellige det
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker V 401)
  • begærte jeg dig i sanselighed, så vilde mit sind vanhelliges
     (Henrik Ibsen Når vi døde vågner 70 1899)