Det Norske Akademis Ordbok

tidende

tidende 
substantiv
BØYNINGen; tidenden, tidender
UTTALE[ti:`d(ə)nə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt tíðendi (nøytrum flertall) 'begivenhet, etterretning', trolig avledet med suffikset -indi, -endi av adjektivet tíðr 'som foregår, er i bruk, gjengs, hyppig'; se titt
BETYDNING OG BRUK
dialektalt eller arkaiserende
 nyhet
SITATER
  • en tidende har jeg hørt fra Herren
     (Jer 49,14; 2011: et budskap)
  • hvad gode tidender bringer du?
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 256 1873)
  • [det] havde stadfæstet sig, at tidenden var fuldkommen sikker
     (Jonas Lie Gaa paa! 291 1882)
  • Olaf … bad ham tage plads ved hans bord og spurgte ham efter tidende fra Norge
     (Rudolf Muus Olaf Trygvessøns Helteliv 2 44 1899)
  • den forunderligste tidende, han nogensinde hadde spurt fra sjøen
     (Tryggve Andersen Fabler og hændelser 39 1915)
     | jf. sildetidende
  • de tidender, Halvdan ropte imot dem
     (Sigrid Undset Kransen 105 1920)
  • der møtte ham mange tidender hjemme
     (Knut Hamsun Landstrykere I 286 1927)
  • da tidenden om Line Bakken nådde ut i bygda, varte det ikke lenge før folk regnet ut at det var mindre enn ni måneder siden hun forlot trakten
     (Karsten Alnæs Trollbyen LBK 1992)
  • sannelig, tenkte jeg, dette er merkverdige tidender
     (Jan Christopher Næss Jotapata LBK 2001)
1.1 
SITAT
1.2 
i flertall
 sladder
; snakk
UTTRYKK
de sover ikke de som tidendene bær(er)
ordtak
 en som sladrer er alltid våken
1.3 
arkaiserende
; beretning
SITAT
  • saa er tidend stor
     (Sigrid Undset Husfrue 75 1921)
     | fra sangtekst
foreldet, bortsett fra i navn på aviser
 avis
; blad
SITAT
  • [tiradene] ere allerede i vore tidender refererede
     (Henrik Ibsen Samlede verker XV 85)