Det Norske Akademis Ordbok

moralitet

moralitet 
substantiv
BØYNINGen; moraliteten, moraliteter
UTTALE[moralite:´t]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
via fransk moralité, fra senlatin moralitas '(god) moral; etikk'; i denne betydningen fra gammelfransk moralité i betydningen 'moralsk lærestykke'; jf. moral og suffikset -itet; jf. tysk Moralität, engelsk morality
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 det å være moralsk
; moralsk følelse, bevissthet
; moral
 | jf. immoralitet
EKSEMPLER
  • være blottet for moralitet
  • man har da en viss stolthet, en viss moralitet
SITATER
  • kjøbmand Møller var en mand, hvis moralitet senere kom i et temmelig tvetydigt lys
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 290)
  • frisind er omtrent præcist det samme som moralitet
     (Henrik Ibsen En folkefiende 165 1882)
  • det gode vidnesbyrd om vore sjømænds moralitet
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter VII 492)
  • Kant skiller mellom legalitet og moralitet
     (Trond Berg Eriksen Undringens labyrinter 416 1994)
2 
særlig litteraturhistorie
 geistlig middelalderskuespill hvor dyder og laster opptrer som allegoriske skikkelser og kjemper om helten
 | jf. mysterium
SITAT