Det Norske Akademis Ordbok

vidd

vidd 
substantiv
BØYNINGet; viddet
UTTALE[vid:]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
dansk form vid, av gammeldansk wit, tilsvarer norrønt vit, se vett; beslektet med vits
BETYDNING OG BRUK
1 
foreldet eller dialektalt
 vett
; forstand
 | jf. vanvidd
SITATER
  • [jeg skulle] ved vid din herskerstolthed fælde
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter IV 126)
  • bjørnen har 70 mands vid og 12 mands styrke
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker I 150)
  • han var omfram de aller fleste landsens sogneprester i kundskap, vidd, legemsstyrke og høvdingslig fremtræden
     (Sigrid Undset Korset 213 1922)
  • Gud trøste mig, nu rejser sidste resten af hans vid!
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 17)
  • «Gunnar!» kaldte jarlen paa ham. «Er du fra viddet?»
     (Rudolf Muus Olaf Trygvessøns Helteliv 2 37 1899)
UTTRYKK
fra vidd og sans/forstand/samling
fra sans og samling
; fra forstanden
; fra vettet
  • du er fra vid og sans
     (Alexander L. Kielland Garman og Worse (1899) 277)
  • skræmme dem, der venter, fra vid og forstand!
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 195)
  • han er gåt fra vid og samling
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 480 1873)
  • jf.
     
    er doktoren fra viddet?
     (Henrik Ibsen De unges forbund 213 1874)
2 
litterært
 evne til å ordlegge seg vittig og treffende på en kunnskapsrik måte
; slagferdig ordkunst
; åndrikhet
; esprit
SITATER
  • [de lo] ad viddet i hans tale
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker IV 73)
  • [han] bestak alle med sin rolige humor og sit spidse vid
     (Peter Egge Lænken 22 1908)
  • vidd og satire var hodets ydelser
     (Gabriel Scott Sommeren 208 1941)
  • [han] sjarmerte henne med humør og vidd
     (Karl Ove Knausgård Min kamp 1 391 2009)