Det Norske Akademis Ordbok

vederfares

vederfares 
verb
BØYNINGvederfares, vederfartes, vederfartes eller vederfares▵ eller vederfaret▵ eller vederfart▵ , vederfarelse
UTTALE[ve:`dərfarəs]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
s-verb etter middelnedertysk weddervaren, grunnbetydning 'fare, komme imot, ramme'; se også vederfarelse
BETYDNING OG BRUK
1 
nå mest spøkefullt eller ironisk
 bli til del (som lodd, skjebne eller opplevelse)
; hende
; skje
 | jf. overgå, times
SITATER
  • jeg forkynner eder en stor glede, som skal vederfares alt folket!
     (Luk 2,10; 2011: en glede for hele folket)
  • ingen krænkelse skal vederfares galilæernes gud
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 249 1873)
  • jeg har aldrig rigtig vidst, hvad der egentlig var vederfaret mig
     (Henrik Ibsen John Gabriel Borkman 133 1896)
  • her skulde vederfares os en stor overraskelse
     (Otto Sverdrup Nyt Land II 296 1903)
  • større ære var ikke vederfares ham
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger I 125)
  • en hårreisende katalog over alle kalamiteter som kunne vederfares menneskeheten
     (Torgrim Eggen Den nye Dylan 150 1997)
2 
sjelden, med personsubjekt
 (få) oppleve
; (få) erfare
SITAT
  • tenk å vederfares no’ sånt som å treffe dig mere!
     (Herman Wildenvey Høstens lyre 25 1931)