Det Norske Akademis Ordbok

times

times 
verb
MODERAT BOKMÅLtimes, timtes / timedes▵, timtes / times▵
presens
times
preteritum
timtes / timedes▵
perfektum partisipp
timtes / times▵
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[ti:`məs]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt tímast 'hende; lykkes', til tíma 'hende (med)'; se time
BETYDNING OG BRUK
1 
foreldet
 inntreffe
; hende
SITATER
  • trøst Jer, trofaste, times hvadhelst end
     (G.A. Gjessing (oversetter) Den ældre Edda 250 1899)
  • dette kan også times
     (Arnulf Øverland Brød og vin 118 1924)
1.1 
bli til del
; forunnes (av skjebnen)
; vederfares
SITATER
  • dem [de ulydige] skal times vrede og harme
     (Rom 2,8; 2011: har vrede og harme i vente)
  • det vàr vist det eneste mærkelige der var timets hende i hele hendes trælsomme liv
     (Jonas Lie Kommandørens døttre 271 1886)
  • hvad skal der saa times Isaac?
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 256 1900)
  • det timedes ham, at bli forhaanet for Kristi skyld
     (Hans E. Kinck Sneskavlen brast III 25 1919)
  • nogen lang høst skulde dette år ikke times os
     (Carl Schøyen Tre stammers møte 192 1919)
  • større ære kunde ikke times min æt, end at Artur blir min maag
     (Sigrid Undset Fortællinger om kong Artur og ridderne av det runde bord 37 1915)
  • [en ære, som] aldrig før var timedes nogen i bygden
     (Peter Egge Inde i Fjordene 255 1920)
2 
dialektalt, mest i nektende uttrykk
 (av gjerrighet ikke kunne) overvinne seg til, ha hjerte til
; ikke mene at man har råd til
SITATER
  • [hvorledes hadde han ikke] spinket og sparet og knapt timdes kjøbe sig en skraa engang
     (Amalie Skram Samlede Værker II 48)
  • det saa ut som de ikke timtes leve paa folkevis
     (Ole Edvart Rølvaag Peder Seier 231 1928)
  • [hun lot gladelig feltets geseller] gå i graven av sult før hun timtes å gi fra sig en skilling
     (Johan Falkberget Christianus Sextus II 84 1938)
2.1 
umake seg til
; gidde
; nenne
SITATER
  • times du ikke at gi mig øksen
     (Knut Hamsun Markens Grøde II 49 1917)
  • [han] kan ha et medlidende smil til overs for et slikt faavet hos de folk, som bygde, at de kunde times at kravle op did, hvor det kunde synes uraad at komme ned igjen
     (Hans Aanrud Jo-karerne i Skarvangen 5 1923)