Det Norske Akademis Ordbok

urian

urian 
substantiv
BØYNINGen; urianen, urianer
UTTALE[u:´rian]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra tysk Urian 'uvelkomment menneske; djevel', opprinnelig mannsnavn, av eldre tysk (herr) Urian, trolig brukt som navn på en hoffnarr i en kilde fra 1591 og etter Urjāns, navn på en slyngel i den tyske forfatteren Wolfram von Eschenbachs (1170–1220) versroman Parzival fra ca. 1208; jf. eldre dansk urian 'enfoldig person, stakkar'
BETYDNING OG BRUK
foreldet, spøkefullt, nedsettende, i faste uttrykk, i tiltale til (eller omtale av) person (eller dyr) som man vil la være unevnt
 fyr
; knekt
; skøyer
; lømmel
UTTRYKK
min herr Urian
  • en årrække går, – så kommer min herr urian, – jeg mener den nuværende, – og laer handelen gå om igen!
     (Henrik Ibsen De unges forbund 16 1874)
  • jeg kjender min hr. urian
     (Hjalmar Christensen Fogedgaarden 220 1911)
  • i tiltale til bukk
     
    stop, min gode urias, der staar kjeppen
     (Per Mork Høstbrand 98 1918)
mester Urian
  • mester urian fik … staa til regnskab, alt det han kunde bære paa sin syndige ryg
     (Jonas Lie Samlede Digterverker V 13)
  • vips sprang mester urian lige paa kassen
     (Elisabeth Cathrine Welhaven Fra gamle Dage 32 1871)
     | om katt