Det Norske Akademis Ordbok

rumle

rumle 
verb
BØYNINGrumlet, rumlet, rumling
UTTALE[ro`mlə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
trolig lydord, muligens beslektet med ramle; se også rumling
BETYDNING OG BRUK
1 
frembringe en rullende, hul lyd
; buldre
; larme hult
EKSEMPLER
  • magen rumler
  • det rumler i magen
SITATER
  • Doffen satte fingeren på knappen og ringte så det romlet
     (Peter Bendow Med egen inngang 101 1933)
  • det trakk opp til uvær. Det rumlet og drønnet over hustakene
     (Rune Christiansen Intimiteten LBK 2003)
UTTRYKK
tomme tønner rumler mest
se tønne
1.1 
om person
 frembringe hul lyd
; tale buldrende, larmende
SITATER
  • jeg skal rumle med dagens tomme tønder, saa folk skal dætte bagover af bare forundring
     (Arne Garborg Trætte Mænd 299 1891)
  • I skulde hørt [fanden] surre og rumle
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 41)
1.2 
murre
SITAT
1.3 
svire
SITAT
2 
især om kjøretøy e.l.
 bevege seg med dump, rullende lyd
; skrangle (avsted)
SITATER
  • en vogn rumler hen ad gaden
     (Arne Garborg Trætte Mænd 266 1891)
  • hjul rumlede over frossen, ujevn jord
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger I 143)
  • [brann]sprøiterne rumlede afsted med den uhyggelige, tomme lyd
     (Alexander L. Kielland Skipper Worse 100 1882)
  • det skumplede og rumlede henad en ujevn landevei
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 203 1900)
  • Frøken kom rumlende innefra
     (Johan Borgen Barnesinn 72 1937)
  • i det fjerne hørte jeg et tog som rumlet over jernbanebrua
     (Karsten Alnæs Bakenfor alle farger LBK 2008)
  • det rumlet fra trikken da den stoppet ved trikkeholdeplassen
     (Ole Robert Sunde Langsom marmor 30 2022)