redelig
adjektiv
UTTALE[re:`d(ə)li]
ETYMOLOGI
dansk form redelig, dels av gammeldansk redheligh 'tydelig, klar', tilsvarer norrønt reiðuligr (adjektiv) 'fordelaktig, behagelig', reiðuliga (adverb) 'ærlig'; jf. rede; dels fra middelnedertysk rēdelīk 'forstandig,
ærlig', avledet av rēde 'tale, avtale, regnskap, hensikt, årsak, fornuft', tilsvarer tysk Rede 'tale, samtale, snakk'; jf. suffikset -lig
BETYDNING OG BRUK
2
hederlig
; rettskaffen
; ærlig og oppriktig
; som det ikke er svik, forstillelse i (eller som ikke er
preget av svik, forstillelse eller underfundighet)
; rettlinjet
EKSEMPEL
-
være redelig i pengesaker
SITATER
-
respektable og redelige mennesker
-
Deres fader ernærte sig redeligt og var agtet i sin stand
-
ingen tviler om doktorens redelige hensigter
-
statens lov har jeg redeligt holdt
-
en redelig stræben for, hvad der er menneskets formaal i livet
-
det har jeg selv ærligt og redeligt slidt og slæbt for(H. Meltzer Politinotitser (1874) 17)| med eget arbeid, egne oppofrelser
-
hun var ærlig og redelig kammerat
-
redelig vennesind
-
vor redelige og fredelige nabo og bror| svensken, Sverige
-
[hummeren] gaar med ansigtet frem – paa fuldt aapen og redelig vis
-
den redelige sandheden var, at han drak| den oppriktige, usminkede sannhet
-
var han ikke ret og redelig utlært hos’n Simen Daniel, kanske?| kunne han ikke med full sannhet si at han var utlært
-
ved en undersøkelse må De … anbringe Dem selv sobert og redelig midt mellom pasientens ben på en naturlig måte| likefremt
-
de hudflettende, men samtidig redelige konfrontasjonene i Underhuset(Christian Borch Sannhetens kår LBK 2009)