Det Norske Akademis Ordbok

forvirre

forvirre 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLforvirret, forvirret, forvirring
preteritum
forvirret
perfektum partisipp
forvirret
verbalsubstantiv
forvirring
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[fårvi´r:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra middelnedertysk vorwerren eller tysk verwirren, til for- og virre, beslektet med virvar; se også forvirret, forvirrelse, forvirring
BETYDNING OG BRUK
1 
gjøre usikker, uklar, fortumlet
; få til å tape fatningen
EKSEMPEL
  • virke forvirrende
SITATER
  • han var mand for at forvirre dine begreber endnu engang
     (Henrik Ibsen Rosmersholm 44 1886)
  • han følte grænserne forvirres
     (Alexander L. Kielland Fortuna 134 1884)
  • jeg drikker ikke meget, jeg forvirres av det og ser dobbelt om ganske kort tid
     (Knut Hamsun Samlede romaner I 201)
  • det var hendes fornøielse at forvirre den gamle mand
     (Kristian Elster d.y. Av Skyggernes Slegt 19 1919)
  • [boken] har forvirret hoderne på mange
     (Gunnar Heiberg I frihetens bur 48 1929)
  • det er en forvirrende mengde av emner Platon har drøftet i sine skrifter
     (Eiliv Skard Filosofien i oldtiden 90 1951)
  • lunene hennes forvirrer meg stadig
     (Peter Serck Anna Maria Harm LBK 2012)
2 
særlig bibelspråk
 føre vill moralsk
; lede bort fra den rette vei
 | jf. forville
SITAT
  • den som forvirrer dere, skal få sin dom, hvem det så er
     (Gal 5,10)