Det Norske Akademis Ordbok

vrøvlete

vrøvlete 
adjektiv
BØYNINGvrøvlete
UTTALE[vrø`vlətə]Uttale-veiledning
VARIANTvrøvlet
ETYMOLOGI
avledet av vrøvl eller vrøvle med suffikset -ete
BETYDNING OG BRUK
1 
muntlig, om uttalelse e.l.
 preget av, full av vrøvl
SITATER
  • en del idéer, som kan være vrøvlede nok
     (Arne Garborg Trætte Mænd 127 1891)
  • i første del [av romanen], ved De jo, gaar det ofte noksaa vrøvlet til
     (Arne Garborg Trætte Mænd 17 1891)
  • [han holdt] vrøvlede taler
     (Alexander L. Kielland Novelletter 40 1879)
2 
muntlig, om person
 som farer med vrøvl
; som er full av vrøvl
 | jf. forvrøvle
SITATER
  • hans lille vrøvlede kone
     (Gabriel Finne To Damer 200 1891)
  • [hun] tøflede om med min vrøvlede ven Aas
     (Arne Garborg Trætte Mænd 15 1891)
  • han ble full eller vrøvlete
     (Jens Bjørneboe Uten en tråd 165 1966)