vrøvl
substantiv
UTTALE[vrøvl]
ETYMOLOGI
BETYDNING OG BRUK
1
det å vrøvle
; tåpelig utsagn, påstand, oppfatning
; meningsløst snakk
; sludder
; tøv
; vås
SITATER
-
jeg har en gerning at gøre her på Guds dejlige jord – jeg laer mig ikke skræmme af vrøvl og fordomme!
-
kom ikke med det vrøvl
-
sludder, vaas, vrøvl!
-
sentimentalt vrøvl om ungdom og vaar
-
tøv – har man hørt make til vrøvl
-
alle de tøvete navnene, alt det vrøvlet vort, vi hadde i begyndelsen
-
stykket var noget forfærdelig vrøvl
-
Aske pratet mye vrøvl i fylla
-
tut ikke ørene mine fulle med sentimentalt vrøvl(Lars Saabye Christensen Bernhard Hvals forsnakkelser LBK 2010)
2
urimelig vanskelighet
; trøbbel
; bråk
; ståhei
SITATER
-
der var ikke noget vrøvl med ham
-
der er mindst lidelse og mindst vrøvl med [de løse forhold]
-
han havde i formiddag pludselig begyndt at gjøre vrøvl, og sagen var blevet broget og havde taget en … farlig vending
-
en dag fikk [tegnelæreren] vrøvl med de andre lærerne, fordi jeg forsømte alle andre fag
-
de to høvedsmænd vilde ikke ha karene sine borti no vrøvl(Johan Bojer Samlede verker IV 125)
-
hun skulle ha forskånet ham for en masse vrøvl(Roy Jacobsen Anger LBK 2011)
3
muntlig, foreldet
vrøvlete person
; tåpe
SITAT
-
[hun] gjorde sig lystig over et gammelt vrøvl af en præst