Det Norske Akademis Ordbok

vrøvle

vrøvle 
verb
BØYNINGvrøvlet, vrøvlet, vrøvling
UTTALE[vrø`vlə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
dansk form vrøvle; jf. dansk vrevle sammen 'bringe i forvirring'; jf. også vrøvl
BETYDNING OG BRUK
fare med tåpelig, meningsløst snakk
; tøve
; våse
SITATER
  • det er nok ikke værd, jeg står her og vrøvler
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 254)
  • fra den tid har han ligget paa trappen og vrøvlet det græsseligste tøi om et bal
     (Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 415)
  • Bisgaard forsøker sig ogsaa med en liten tale, han vrøvler litt
     (Kristian Elster d.y. Av Skyggernes Slegt 211 1919)
  • dengangen jaalet og vrøvlet vi altid
     (Sigrid Undset Samlede romaner og fortællinger fra nutiden I,2 159)
  • [hun] bar over med os naar vi vrøvled formeget
     (Knut Hamsun Rosa 73 1908)
  • [Nagel] modsagde … idelig sig selv og vrøvled værre og værre
     (Knut Hamsun Mysterier 238 1892)
  • la verden vrøvle dagen lang
     (Rudolf Nilsen Samlede dikt 62)
  • [vi har] sittet og vrøvlet litt
     (Helge Krog Blåpapiret 41 1928)
  • nå tror han jeg vrøvler. Nå har det klikka fullstendig for henne
     (Susanne Agerholm Liv laga LBK 2004)
UTTRYKK
vrøvle sammen
rote (fremstilling e.l.) sammen til noe meningsløst
  • passagen [i pianostykket] vrøvledes sammen til den rene elendighed under fingrene
     (Peter Egge Hjærtet 212 1907)