vittig
adjektiv
UTTALE[vi`t:i]
ETYMOLOGI
trolig fra middelnedertysk wittich 'forstandig', med
betydningspåvirkning av tysk witzig, etter fransk spirituel; se spirituell; jf. også vanvittig
BETYDNING OG BRUK
1
om person
som har evne til å komme med rammende og morsomme replikker,
bemerkninger
; kvikk og morsom
; slagferdig
| jf. spirituell
SITATER
-
byens vittige hoved
-
hun var kvik og vittig, forstandig og godmodig
-
jeg [er] ikke noe vittig og åndfull og intellektuell
-
vittige tunger har omdøpt glattcellene i kjelleren til skattekammeret(Kim Småge Dobbeltmann LBK 2004)
-
hun erter meg, er plutselig munter og vittig(Ketil Bjørnstad Til musikken LBK 2004)
UTTRYKK
en vittig hund
være vittig over
sjelden
være morsom, ofte på en ertende eller ondskapsfull måte,
på en annens bekostning
-
han tillod sig … at være vittig over ham!
1.1
muntlig, ironisk
latterlig
; tåpelig
EKSEMPEL
-
å – den var vittig!
SITAT
-
naar du snakker om ansvar … for dit uekte barn – saa syns jeg virkelig at du er vittig(Sigrid Undset Samlede romaner og fortællinger fra nutiden V,2 34)
2
om utsagn, handling, situasjon e.l.
som vitner om sans for spøk, (galgen)humor
; morsom, snodig på en spissfindig måte
SITATER
-
giv agt! nu kommer der vittige indfald!
-
[du] finder naturen endnu uskyldig og vittig og fri!
-
det kalder man vittigt saaledes at kunne træffe hver mand ved at vise ham hans huus og lade stykket spilles i hans gade
-
til det inderste indre [i løken] er altsammen lag, – bare mindre og mindre. – Naturen er vittig!
-
vittigt sagt
-
den intelligente skuende og vittige fortvilelse, over sin afmagt| ironisk, galgenhumoristisk
-
vittige epigrammer
-
det var sandelig vittig gjort
-
rappe og vittige svar
-
Ingrid … hikster av latter som om det var en ustyrtelig vittig bemerkning