Det Norske Akademis Ordbok

valen

valen 
adjektiv
BØYNINGvalent, valne
UTTALE[va:`l(ə)n]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
jf. gammelsvensk valin, færøysk valin 'nummen, stiv av kulde', jf. valhendt og nynorsk vale 'dvale'; av uviss opprinnelse, muligens til en germansk rot *wal- 'dø'; beslektet med val og valmue
BETYDNING OG BRUK
1 
som beveger seg stivt på grunn av kulde eller annen fysisk påkjenning
; slapp
; kraftløs
; nummen
EKSEMPEL
  • være valen av kulde
SITATER
  • en udsviret juulbuk, der sulter i ørsk med helligtrekongerslys i vallne hænder
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 234)
  • indballerede handelskjærringer, der sad med valne fingre og strikkede og solgte kaffe
     (Jonas Lie Gaa paa! 47 1882)
  • [han] stred for livet med valne hænder og kuldskende krop
     (Gabriel Scott Kilden 201 1918)
  • vinduer, hvor valen hveps klasket indpaa og vilde i vinterhi
     (Hans E. Kinck Kirken brænder 229 1917)
  • hun suste nedover [på ski] med en ny, valen følelse i benene
     (Sigrid Undset Samlede romaner og fortællinger fra nutiden I,2 43)
  • [de spurte] med valne læber
     (Ragnhild Jølsen Samlede skrifter II 72)
  • de stirret, til de blev valen i øinene
     (Tryggve Andersen Fabler og hændelser 40 1915)
  • de døde klamrer op rip og hæk med valne knoker
     (Arnulf Øverland Brød og vin 47 1924)
  • føttene begynte å bli valne
     (Karl Ove Knausgård Min kamp 1 121 2009)
2 
slapp
; lunken
; tafatt
SITATER
  • et forfrossent raggsokke-korps spilte en valen national-sang
     (Hans E. Kinck Vaarnætter 211 1901)
  • [sakføreren satt med] altfor skinnende øine og et valent smil om de blodløse læpene
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger II 279)
  • et valent grin
     (Konrad Dahl Eda Mansika 79 1875)
  • [skurker og forbrytere] skal samfundet ta sig av hårdhændt og ikke så latterlig valent som nu
     (Ronald Fangen Nogen unge mennesker 80 1929)
  • for ræd eller valen saa den der Haftor ikke ut til at være
     (Sigrid Undset Husfrue 163 1921)
  • «Hvor skal du fare –» spurte han valent
     (Sigrid Undset Husfrue 496 1921)
  • litt valent tok hun imot hans haand
     (Sigrid Undset Olav Audunssøn og hans børn I 182 1927)
  • hun løftet hænderne med en liten valen rørsel
     (Sigrid Undset Olav Audunssøn i Hestviken I 255 1925)
  • [det var] som skinsyken blev slap og valen
     (Sigrid Undset Olav Audunssøn i Hestviken II 131 1925)
  • [han] var valen i munden og kunde ikke faa den op
     (Olaf Benneche Stjernene flimrer 101 1923)
  • Alberte lærte aldrig [å leke med dukkene], stod mest og saa paa, valen og utenfor
     (Cora Sandel Alberte og Jakob 204 1926)
  • lute i valent mismod over det, som taptes
     (Nils Collett Vogt Ned fra bjerget 148 1924)
  • trøsteordene mine var enda litt mere valne denne gang enn dagen før
     (Sigurd Hoel Møte ved milepelen 364 1947)
  • han gjorde et valent forsøk på å samle sammen og ordne papirene som fløt utover
     (Knut Faldbakken Turneren 102 2004)
3 
sjelden, om lyd, lys
 svak
; vanskelig bestemmelig
SITATER