Det Norske Akademis Ordbok

uvettig

uvettig 
adjektiv
Informasjon
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[u:`veti], [uve´t:i]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
avledet av vett; jf. prefikset u- og suffikset -ig; jf. norrønt úvitugr
BETYDNING OG BRUK
1 
mest dialektalt
 uforstandig
; tåpelig
; dum
SITATER
  • substantivert
     
    den uvittige, der ikke kan see et nyt ord hos en forfatter uden at tillægge ham nyhedssyge
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter VII 472)
  • se fuglen der, – uvittigt jeg den slog
     (Henrik Ibsen Kærlighedens komedie 60 1873)
  • uvittig drøm
     (Henrik Ibsen Hærmændene på Helgeland (1873) 83)
  • uvittig mand tror alle dem venner, som venlig ler
     (G.A. Gjessing (oversetter) Den ældre Edda 14 1899)
  • hvad er det her for uvittig prat
     (Gabriel Scott Kilden 111 1918)
  • at du gik til Gunhild med dette og ikke til mig, det var saa uvittig, at jeg kan ikke skjønne, du kunde stelle dig saa dumt
     (Sigrid Undset Kransen 111 1920)
  • Aasmund gav Erlend et godt skudsmaal – sa, han hadde stelt sig uvittig, men skylden var mest hans fars og kongens
     (Sigrid Undset Kransen 170 1920)
  • fare frem efter sin uvettige vilje
     (Sigrid Undset Korset 66 1922)
  • uvettig optreden
     (Dagbladet 1938/270/12/2–3)
2 
mest dialektalt
 vettløs (og risikabel)
; dumdristig
SITATER
  • uvettig spekulation
     (Nicolai Ramm Østgaard Fra Skov og Fjeld 152 1858)
  • faa det hazardiøse og ofte uvittige bort af [tømmer]kontrakterne
     (H. Schulze Fra Lofoten og Solør 121 1865)
  • uvettig råskap mot elg
     (Dagbladet 1938/7/2/1)
  • uvettig (bil)kjøring
     (Morgenbladet 1954/166/3/7)
  • noe så uvettig uvørent som sjøfolk
     (Nordahl Grieg Flagget 86 1945)
  • slik du farer frem, uvettig i sinne
     (Sigrid Undset Husfrue 22 1921)
  • toktet mot Nöteborg virker helt uvettig i sin dristighet
     (Trygve Width Eventyrlyst 27 1944)
  • barnestreker, tenkte jeg, uvettig ungdom
     (Gert Nygårdshaug Prost Gotvins geometri LBK 1998)