Det Norske Akademis Ordbok

nenne

nenne 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLnennet, nennet, nenning
preteritum
nennet
perfektum partisipp
nennet
verbalsubstantiv
nenning
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[ne`n:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt nenna 'ha lyst til, få seg til'
BETYDNING OG BRUK
1 
foreldet eller arkaiserende
 få seg til
; ha hjerte til
SITATER
  • jeg har ikke nænnet røre [sølvmarkene] før, men naar det gjælder liv, saa –
     (P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 326 1879)
  • skulde nogen nænne at gå irette med mig herfor?
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 326 1873)
  • aldrig vil jeg … kunne nænne med voldsom hånd at oprive de rødder, der knytter mig til fædrelandet
     (Edvard Grieg Artikler og taler 118)
  • hvor kan De nænne at pine mig saaledes
     (Kristian Elster Samlede Skrifter II 208)
  • [Holk] nænnet sjelden at si ham imot
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger II 25)
  • han sagde det saa pudsigt, at jeg ikke nænnede at sige nei
     (Aftenposten 18.10.1914/5 Øvre Richter Frich)
     | fra kjellerføljetongen «Havets øine»
  • et anonymt brev … så betagende på sitt vis at jeg nennet ikke å kaste det i papirkurven
     (Sandefjords Blad 31.07.1962/4/6)
1.1 
gidde
; umake seg til
SITATER
  • kunde du nenne det at tale til en mand som Munan om Kristins ære
     (Sigrid Undset Husfrue 114 1921)
  • [han] skraalte ut ting som folk ellers ikke engang nennet at mumle
     (Hans E. Kinck Foraaret i Mikropolis 136 1926)
2 
foreldet eller arkaiserende
 orke
; tåle
SITAT
  • farens kjærlighet som ikke nennet at vind blaaste umildt paa hende
     (Sigrid Undset Husfrue 414 1921)