Det Norske Akademis Ordbok

særling

særling 
substantiv
BØYNINGen; særlingen, særlinger
UTTALE[sæ:`rliŋ]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
avledet av sær med suffikset -ling; jf. tysk Sonderling
BETYDNING OG BRUK
person med avstikkende, forskrudde egenheter i livsførsel, vaner og meninger
; original
; raring
; einstøing
SITATER
  • en særling i ny og næ som har en helt anden formening om tingen
     (Gabriel Scott Kilden 137 1918)
  • en særling, hvis vandel er vers
     (Olaf Bull Digte 127 1909)
  • en livsuduelig særling
     (Ronald Fangen Nogen unge mennesker 94 1929)
  • er ikke englænderen, franskmændene, russeren særlinger blandt folkene?
     (Ronald Fangen Nogen unge mennesker 136 1929)
  • en særlings spekulasjoner
     (Dag Solstad Roman 1987 346 1987)
  • jeg forsto aldri helt hvorfor hun hadde fattet interesse for en særlig som meg
     (Jan Wiese Kvinnen som kledte seg naken for sin elskede 17 1990)