Det Norske Akademis Ordbok

sær

sær 
adjektiv
Informasjon
MODERAT BOKMÅLsært
nøytrum
sært
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[sæ:r]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt sér, dativ av det refleksive pronomenet sik; se seg
BETYDNING OG BRUK
INNHOLDSFORTEGNELSE
1 
som adjektiv, foreldet
 særskilt
; spesiell
; særlig
1.1 
som første sammensetningsledd, især i substantiv
2 
litterært
 selsom
; underlig
; mystisk
3 
om person eller adferd
 rar
; eiendommelig
; egen
4 
furten
; mutt
5 
som adverb, foreldet
 for seg (selv)
; særskilt
1 
som adjektiv, foreldet
 særskilt
; spesiell
; særlig
SITATER
  • en sær, vigtig deel af oekonomien, huusfliden
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter VII 25)
  • et tyndt utvalg af sangforeningen [har] sunget lidt paa torvet, men folkestimmelen og pøbeltrykket var for slemt til at man deraf kunde have nogen sær opbyggelse
     (Halfdan Kjerulf Av hans efterladte papirer 1831−1847 275)
  • [hun hadde] bestandig fundet sært behag i hans ypperlige svar
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker I 12)
1.1 
som første sammensetningsledd, især i substantiv
 | jf. særavgift, særbehandling, særinteresse
2 
litterært
 selsom
; underlig
; mystisk
SITATER
  • det guldhorns hule skjød, hvor sære runeord klinge
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 326)
  • aandbelivte, sære trylletegn
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II 127)
  • sære røster dybt fra fjeld og vove
     (Jørgen Moe Samlede Skrifter I 360)
  • end har ingen ånd mig lært, hvad mig tykkedes så sært
     (Henrik Ibsen Digte 16 1875)
  • sært nok
     (Bjørnstjerne Bjørnsons fortællinger 86)
     | merkelig nok
  • sære tegn og underlige gjærninger fra fordums dage
     (Thomas Krag Gunvor Kjeld (1925) 127)
  • eiendommelige, sære stemninger
     (Tryggve Andersen Fabler og hændelser 156 1915)
  • stiens blånende blomster minder mig sært om dig
     (Arnulf Øverland Brød og vin 58 1924)
  • det er en sær vane han har å drikke av to kopper samtidig
     (Tove Nilsen Skyskraperengler 7 1982)
  • nå hadde han samme sære fornemmelse av synskhet som da han i september 1945 gikk og lette efter ruinene av Schattengasse 7
     (Terje Stigen Treskjæreren Johannes LBK 1990)
3 
om person eller adferd
 rar
; eiendommelig
; egen
EKSEMPLER
  • ha sære interesser
  • en sær type
SITATER
  • det sære liv, de førte paa deres jagtture deroppe i skovenes og dalenes afkroge
     (Thomas Krag Ada Wilde 11 1896)
  • det er sært, hvor livet er de godtfolk kjært
     (Henrik Ibsen Samlede verker V 452)
  • [prekenene hans] havde været saa sært stilfærdige
     (Bernt Lie Mot Overmagt 207 1907)
  • [lensmannens kone] var saa sær, at hun sad skjævt paa yderste stolekanten og nippede vinen draabevis
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger III 19)
  • min … sære framtoning
     (Dag Solstad Roman 1987 16 1987)
  • det var litt sært av henne å sitte og samtale via e-post og SMS når de andre satt like borti korridoren
     (Kim Småge Dobbeltmann LBK 2004)
  • han [er] med i en eller annen ungdomsorganisasjon som jobber for naturvern. Greit nok, men litt sært, lissom
     (Sigbjørn Mostue Mørkeboka LBK 2009)
4 
furten
; mutt
EKSEMPLER
  • ikke vær så sær da
  • en sær unge
SITATER
  • du er så sær i den senere tid. – Jeg skønner ikke, hvad det er, du vil
     (Bjørnstjerne Bjørnson En fallit 26 1874)
  • når han var sær og vanskelig, ville hun heller ikke ha ham i stua
     (Kjetil Stensvik Østli Politi og røver LBK 2009)
5 
som adverb, foreldet
 for seg (selv)
; særskilt
 | jf. især
5.1 
især
; særlig
SITATER
  • hvis der officerer er tilstede – sær subalterne –
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter VI 52)
  • slit, at være høvding, sær i grissen grænd!
     (Hans E. Kinck Driftekaren 221 1908)