strebe - Det Norske Akademis ordbok

strebe

verb

MODERAT BOKMÅLstrebet, strebet, strebing

preteritum

strebet

perfektum partisipp

strebet

verbalsubstantiv

strebing

FULL BOKMÅLSNORM

UTTALE[stre:`bə]

ETYMOLOGI

fra tysk streben, opprinnelig 'være stiv, rage opp; stritte imot'; jf. streve

BETYDNING OG BRUK

foreldet

stritte, stri (imot)

| jf. motstrebende

SITAT

hun stræbede lidt imod, da han lagde haanden om hendes liv

(Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker I 20)

anstrenge seg, arbeide ærgjerrig (for, i retning av noe)

; hige

; streve

| jf. tilstrebe, fremadstrebende, høytstrebende, himmelstrebende

EKSEMPLER

SITATER

[Jehova vil at] mennesket stræber i redelig møie

(Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 212)
dertil er det jo netop, vi stræber

(Arne Garborg Den ny-norske Sprog- og Nationalitetsbevægelse 61 1877)
da vågner håbet atter i hans barm, – han stræber did, imod de lyse skove

(Henrik Ibsen Catilina 40 1875)
men jeg vil stræbe

(Henrik Ibsen Catilina 55 1875)
[jeg kunne ikke] skabe færdig det, som jeg stræbte efter

(Henrik Ibsen Når vi døde vågner 70 1899)
her stræbes mod eet maal

(Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 225)
med infinitiv

fra han fik vide ulykken havde han stræbt at tænke minst paa Clara

(Alexander L. Kielland Fortuna 285 1884)
hvorfor skulle hun strebe etter en karriere?

(Marita Liabø Han liker meg LBK 2001)
i årevis hadde [jeg] strebet så ivrig etter å bli berømt

(Peter Serck Natten LBK 2010)