russ - Det Norske Akademis ordbok

russ

substantiv

MODERAT BOKMÅLen; russen, russer

genus

maskulinum

ubestemt artikkel

bestemt form entall

russen

ubestemt form flertall

russer

FULL BOKMÅLSNORM

UTTALE[rus:]

ETYMOLOGI

jf. eldre dansk rus (og svensk ryss) i samme betydning; se også russer

BETYDNING OG BRUK

foreldet

person fra Russland

; innbygger av Russland

SITATER

sligt [å sage] at lære af en rus

(Henrik Wergeland Samlede Skrifter II Tillæg 81)
nordmænd, finner, russer, kareler og lapper deltage i disse vandinger og i denne fiskebedrift

(Jens Andreas Friis En Sommer i Finmarken, Russisk Lappland og Nordkarelen 259 1871)

i bestemt form

russen

muntlig, kollektivt

russerne

| jf. tyskert

SITATER

[teen] må svare told til Russen og Kosakkerne

(Henrik Ibsen Kærlighedens komedie 94 1873)
russen han sælger naar han bare faar penger

(Knut Hamsun Rosa 36 1908)
hun ville se på det som en befrielse, sa hun, om russen kom og jagde tyskerten på dør

(Ragnhild Nilstun Min lange reise ender her LBK 2007)