Det Norske Akademis Ordbok

lege

Likt stavede oppslagsord
lege 
substantiv
BØYNINGen; legen, leger
UTTALE[le:`gə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
dansk form læge, av gammeldansk læki, fra gammelengelsk læce, jf. norrønt læknir, læknari i samme betydning, avledet av lækna 'helbrede'
BETYDNING OG BRUK
1 
person med medisinsk embetseksamen og offentlig autorisasjon som er utdannet til å forebygge, diagnostisere og behandle sykdom
; medisiner
 | jf. doktor
EKSEMPEL
  • bestille time hos lege
SITATER
  • siden 1792 havde han været practiserende læge i byen og egnen
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 328)
  • jeg ved, at jeg til verden kom som læge for dens sot og brist
     (Henrik Ibsen Brand (1885) 28)
  • alle sindssyge er vrede på deres læger
     (Amalie Skram På Sct. Jørgen 38 1895)
  • i USA godtok visst, ja anbefalte flere og flere leger at astmatikere røyket pot
     (Morten Jørgensen Kongen av København 137 1997)
  • legen konstaterte at høyre pekefinger og ringfinger var brukket i de innerste leddene
     (Bjørnar Pedersen og Egil Birkeland Hillman Hunter LBK 2000)
1.1 
som sisteledd i sammensetninger
 lege som har en bestemt stilling eller har spesialisert seg innen et medisinsk fagområde
 | jf. hudlege, anestesilege, overlege
2 
som sisteledd i sammensetninger
 person med beslektet utdannelse og virksomhet som leger
 | jf. tannlege, dyrlege