Det Norske Akademis Ordbok

klynke

klynke 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLklynket, klynket, klynking
preteritum
klynket
perfektum partisipp
klynket
verbalsubstantiv
klynking
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[kly`ŋkə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
dansk form klynke, av gammeldansk klykkæ 'bli beveget', tilsvarer norrønt kløkkva 'myke opp, bli myk; bli motløs', jf. tilhørende adjektiv kløkk
BETYDNING OG BRUK
1 
jamre, klage med dempede, svake utbrudd (av gråt, hulk, stønn), ynkelig og (ofte) vedholdende
 | jf. sutre
SITATER
  • [Gudrun] ei klynked saart som kvinder helst
     (G.A. Gjessing (oversetter) Den ældre Edda 203 1899)
  • tænker I at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende kvinde?
     (Henrik Ibsen Hærmændene på Helgeland (1873) 75)
  • stemmen var ikke klynkende
     (Alexander L. Kielland Skipper Worse 138 1882)
  • Brigt slaar om i det klynkende
     (Hans E. Kinck Driftekaren 72 1908)
  • hun klynket som et tuktet dyr
     (Toril Brekke Bergskatt 57 2004)
  • han var midt i en såkalt erotisk hendelse da han hørte en lyd bak seg og snudde hodet, samtidig som han klynket
     (Ketil Bjørnstad Ludvig Hassels tusenårsskifte 30 2000)
  • overført
     
    vindene klynker
     (Nils Collett Vogt Digte i utvalg 34 1919)
     | gir en klagende lyd
2 
nedsettende
 jamre, klage, beklage seg, særlig utidig eller på en måte som virker trettende
EKSEMPLER
  • klynke og klage
  • klynkende rørelse, sentimentalitet
SITATER
  • det kan jo ikke nytte at gaa og klynke
     (Arne Garborg Trætte Mænd 77 1891)
  • [kjøbmennene begynner] at klynke sig indbyrdes over sit kjøbmandsskab
     (Hans E. Kinck Mot karneval 28 1915)
  • vær ikke hemmeligt harme paa mig fordi jeg har … klynket dere kede af mig
     (Knut Hamsuns brev I 368)
  • klynke og sutre
     (Brit Berggreen Da kulturen kom til Norge 39 1989)