irrgang
substantiv
MODERAT BOKMÅLen 
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[i`rgaŋ]
BETYDNING OG BRUK
1
vanskelig vei hvor man lett farer vill
SITATER
-
de fremmede baner, der for os saa ofte bleve irgange
-
Verlaines verk synes … fuldt av uløselige gaader og uforsonlige motsætninger … dunkle syner fra sjælens og sanselivets mystiske irrgange
-
irrganger i kratt og underskog
-
fanget i labyrintens irrganger
2
det å flakke forvillet omkring
; irring
SITATER
-
ideeassociationens endløse irrgange
-
Meheimen vavred videre sin uafladelige irrgang