Det Norske Akademis Ordbok

honnett

honnett 
adjektiv
BØYNINGhonnett
UTTALE[håne´t:]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra fransk honnête, av latin honestus 'hederlig'; jf. honorere, honnør
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 hederlig
; bra
; skikkelig
; anstendig
; sømmelig
; korrekt
SITATER
  • svensken er en ærlig og høist honette mand
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 349)
  • ingen havde dog vist sig saa honette mod ham, som amtmanden og byfogden
     (H. Schulze Fra Lofoten og Solør 24 1865)
     | gentile
  • først tale med hendes far, det var det honnetteste
     (Amalie Skram Samlede Værker II 621)
  • en ting vakte en tid hans ringe mishag: Hennes halvt honnette påkledning
     (Johan Falkberget An-Magritt (1956) 406)
  • [du skulle] opføre dig honet
     (Kristian Elster Samlede Skrifter I 71)
  • honnett og elskverdig til fingerspissene
     (Geir Pollen Når den gule solen brenner LBK 2002)
2 
litterært
 dannet
; fornem
SITATER
UTTRYKK
honnett ambisjon
se ambisjon