Det Norske Akademis Ordbok

hole

hole 
verb
BØYNINGholte, holt, holing
UTTALE[ho:`lə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra tysk holen 'hente'; beslektet med hale
BETYDNING OG BRUK
foreldet
 skaffe seg, få tak i (ofte ved behendighet, knep, list)
 | jf. knipe, kvarte
SITATER
  • svensken er en ærlig og høist honette mand. Thi midt paa klare dagen vor løve holte han
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 349)
  • stod lykken os bi, kunde vi kanske ogsaa hole nogle hvalros
     (Otto Sverdrup Nyt Land I 135 1903)
  • lettelig kan det hænde, at de efter indhentede detail-oplysninger faar som resultat: ham lar vi ligge – der er intet mere at hole
     (Halfdan Kjerulf Av hans efterladte papirer 1847–1868 168)
  • ad den vei er der ikke stort at hole for en overanstrengt statskasse
     (Morgenbladet 1928/42/4/1)
  • Claes … hadde greie på hvor det var mer å hole
     (Aksel Sandemose Eventyret fra kong Rhascall den syttendes tid om en palmegrønn øy 108 1950)