Det Norske Akademis Ordbok

glane

glane 
verb
BØYNINGglante, glant, glaning
UTTALE[gla:`nə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
beslektet med glåme og glans, grunnbetydning 'skinne, lyse'
BETYDNING OG BRUK
1 
sjelden
 lyse, skinne frem
SITAT
  • hist og her glanede den bare ryg av store stene, som mosen prøvede at gjemme
     (Hjalmar Christensen Fogedgaarden 10 1911)
2 
se uavbrutt (på noe)
; stirre stivt (og dumt)
; glo
; kope
SITATER
  • jeg hader dumme, glanende øjne
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II 209)
  • nede står folk i klynger langs gærdet, løfter på hatten og glaner i vejret
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 29)
  • glan ikke ned for dig, lud og bøjet
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 87)
  • færdesmanden glante op over væggene
     (P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 121 1879)
  • «Hvad glaner du efter?» sagde Aslak
     (Bjørnstjerne Bjørnsons fortællinger 87)
  • [hundene] stod bare og glante op paa kjødet
     (Otto Sverdrup Nyt Land I 152 1903)
  • den nye fyren glaner slik, at den kridtkvite tandgaren lyser fram av bare undring
     (Johan Bojer Samlede verker IV 11)
  • kommen ytterst utpå [under et trinn i fjellet] kunde han først få glanet over det hele
     (Carl Vestaberg Rev 11 1929)
  • ikke glan sånn
     (Karin Sveen Hannas hus 61 1991)
  • hun orker iallfall ikke sitte og glane på TV
     (Kim Småge En kjernesunn død 85 1995)
  • [jeg] glaner ned på Thereses gate og på det fortauet der jeg så mange ganger har sett henne, når hun skulle i butikken, eller kom fra butikken
     (Ole Robert Sunde Jeg føler meg uvel 130 2019)
  • jenta som glaner tilbake på meg fra speilet ligner mer og mer på en fremmed
     (Anne Elvedal Den sorte bruden 20 2021)
  • jeg kunne glane på regnet i timevis
     (Ole Robert Sunde Langsom marmor 19 2022)