Det Norske Akademis Ordbok

derangere

derangere 
verb
BØYNINGderangerte, derangert, derangering
UTTALE[deraŋʃe:´rə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra fransk déranger, av dé-, se de-, og en avledning av rang, se rang; se også derangert
BETYDNING OG BRUK
1 
særlig i adjektivisk perfektum partisipp
 redusere
; nedgradere
SITATER
  • alle tre [var] sterkt derangerte [etter feiringen 17. mai]
     (A-magasinet 02.04.1932/11 Leif Sinding)
  • [næringslivslederen] blir ikke derangert … Hun mister ikke nettverk og omgangskrets, skifter ikke bopel og forandrer ikke kulturelle vaner
     (Karin Sveen Klassereise LBK 2000)
2 
overført
 bringe i uorden
SITATER
  • [i Stockholm] tilbragte han [presten Wulfsberg] nogle aar, hvorunder han ved … spil, hvortil han var lidenskabelig hengiven, derangerede sine finantser
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 187)
  • [hun] vogtede sig vel for at derangere sit toilette
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger I 21)
  • dit ytre er noget derangert
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger II 206)