Det Norske Akademis Ordbok

bespotte

bespotte 
verb
BØYNINGbespottelse
UTTALE[bespå´t:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
jf. tysk bespotten; sammensatt av be- og spotte; se også bespottelse
BETYDNING OG BRUK
litterært
 spotte
; håne
 | jf. gudsbespottelse
SITATER
  • jeg hånes og hades og bespottes af venner og af fiender
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 416 1873)
  • lære et uforstandigt bæstie op til bespottende skrig
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 224 1900)
     | jf. bespottelig
  • han forhaanet og bespottet alt, hvad konen holdt hellig
     (Bernt Lie Mot Overmagt 9 1907)
  • få filosofer i nyere tid har vært så bespottet og forfulgt for sine tanker som [Spinoza]
     (Jostein Gaarder Sofies verden LBK 1991)