Det Norske Akademis Ordbok

bespottelig

bespottelig 
adjektiv
BØYNINGbespottelig
UTTALE[bespå´t:(ə)li]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
avledet av bespotte med suffikset -lig; se også bespottelighet
BETYDNING OG BRUK
1 
som spotter, forhåner (noe opphøyd, hellig)
; blasfemisk
EKSEMPEL
  • føre bespottelig tale
SITATER
  • vi har hørt [Stefanus] tale bespottelige ord mot Moses og Gud
     (Apg 6,11; 2011: si spottende ord)
  • hans bespottelige tegn og gerninger
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 91 1873)
  • bespottelige mand! De ægger uvejret op!
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 202)
  • «Bespottelige ord taler du,» raabte Olaf harmfuldt
     (Rudolf Muus Olaf Trygvessøns Helteliv 2 296 1899)
  • hun var med paa en slik bespottelig lek
     (Sigrid Undset Kransen 9 1920)
  • det kunne lyde bespottelig, men så sant som at horoskopet var stillet av ham selv; like sant var det at der fantes noe i menneskene som kunne trosse stjernene
     (Jens Bjørneboe Hertug Hans 23 1972)
  • [de] utvekslet bespottelige ord
     (Jens Bjørneboe Drømmen og hjulet 91 1964)
  • han [kunne] være from blant de fromme, bespottelig blant de bespottelige
     (Bergljot Hobæk Haff Sigbrits bålferd LBK 1999)
  • hun fortalte Oline om engelen og fikk høre at det var bespottelig
     (Herbjørg Wassmo Karnas arv LBK 1997)
2 
sjelden
 vederstyggelig
; avskyelig
SITATER
  • det er bespottelig at høre paa
     (Knut Hamsun Segelfoss By I 15 1915)
  • det vilde være bespottelig at si, at han likte sig
     (Johan Bojer Samlede verker IV 200)
     | det ville være løgn å si