Det Norske Akademis Ordbok

beskue

beskue 
verb
BØYNINGbeskuet, beskuet, beskuelse
UTTALE[besku:´ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
trolig dansk form beskue, av gammeldansk beskodhe, avledet med prefikset be- av skuthæ, scothæ; se skue; etter middelnedertysk beschouwen
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 se (nøye) på
; betrakte
; observere
SITATER
  • det ængstende billed, jeg nu beskuer
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker III 21)
  • spøkefullt
     
    det er virkelig morsomt at beskue Dem ved dagslys, assessor!
     (Henrik Ibsen Hedda Gabler 62 1890)
  • jeg satte mig ved vinduet og beskuede befolkningen
     (Kristian Elster Samlede Skrifter II 245)
  • hun beskuer [min tegning]
     (Knut Hamsun Rosa 29 1908)
  • Doffen tok heisen op og beskuet Evas lokaliteter
     (Peter Bendow Med egen inngang 157 1933)
  • en avsides norsk fjord dit … keiseren dro … for å beskue den øde natur og de enkle innfødte
     (Jon Michelet Mannen på motorsykkelen 211 1985)
  • mor hadde … beskuet eiendommen … flere ganger før vi flyttet dit
     (Fredrik Skagen En by som ingen ainnen LBK 2004)
  • dyrene går i innhegning og kan beskues mens de får mat
     (Steinar Lem Det lille livet LBK 2005)
2 
overført, litterært, sjelden
 betrakte, dvele ved i tanken
; gruble, tenke over
; kontemplere
 | jf. beskuelighet