Det Norske Akademis Ordbok

berette

berette 
verb
BØYNINGberettet, berettet, beretning
UTTALE[bere´t:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
etter middelnedertysk berichten, grunnbetydning 'bringe på rett vei'; av be- og rette; i denne betydningen etter latin communicare; se også beretning
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 fortelle
; meddele
SITATER
  • aviserne, jeg fik ombord, beretter mig en vigtig nyhed
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 132)
  • der er digtet og berettet skønt om den hedenske synd
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 89 1873)
  • riddersmanden, som du beretter om, er Nils Lykke
     (Henrik Ibsen Fru Inger til Østråt 17 1874)
  • han [likte] at berette for os hvad han havde udrettet
     (Knut Hamsun Rosa 71 1908)
  • substantivert presens partisipp
     
    det kan ikke negtes at den slags beretninger som Peter lyttet til, har langt større interesse for den berettende end for tilhøreren
     (Alf B. Bryn Peter van Heeren gjør hvad der falder ham ind 129 1926)
  • «I Holtålen prestegård hørte man ulvene tute fra granåsen,» berettet generalen
     (Eystein Eggen Generalen LBK 1996)
  • om Gud virkelig hadde flere sønner, skulle man tenke seg at de ville være adskillig mer fundamentalt integrert i de hendelser Skriften beretter om
     (Karl Ove Knausgård En tid for alt LBK 2004)
  • denne ene gangen skal jeg være omhyggelig med å berette alt i kronologisk rekkefølge
     (Jostein Gaarder Slottet i Pyreneene LBK 2008)
2 
kirkevesen
 forberede (noen) til døden ved å ta vedkommende i skrifte og gi vedkommende sakramentet
SITAT
  • du har da vel hørt om gamle Jonas Ravnaas vel, og hinmanden som holdt hesten for presten da han kom og skulde berette ham?
     (Sigrid Undset Den trofaste hustru 260 1936)