Det Norske Akademis Ordbok

anfekte

anfekte 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLanfektelse
verbalsubstantiv
anfektelse
FULL BOKMÅLSNORM
ETYMOLOGI
fra middelnedertysk anvechten, grunnbetydning 'angripe', jf. tysk anfechten, sammensatt av an og fechten 'fekte; kjempe'; se også anfektelse
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 angripe (holdning, mening)
SITATER
  • [avisen] Friheten … bruker voldsomme ord om dommen, [men] synes … ikke direkte å ville anfekte den
     (Verdens Gang 12.12.1945/2/2)
  • lovligheten kunne anfektes
     (Jo Benkow Olav – menneske og monark 315 1991)
2 
forstyrre
; bringe ut av fatning
; bekymre
; påvirke
SITATER
  • saa utaalelig denne stank er for andre, saa lidet anfegter den dem selv
     (Morgenbladet 29.10.1819/3)
  • Weidemann … var mere urban, mindre anfægtet af vinen og aldeles ikke hidsig
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 199)
  • det anfegtet ikke gutten det spor, at faren solgte halve jorden for ham
     (Johan Bojer Samlede verker I 195)
  • enkelte NATO-land fører en så agressiv politikk at mange tenkende mennesker anfektes
     (Torleiv Austad Krig eller fred? (1972) 105)
  • den ufrakommelige kjensgjerningen som kastet en anfektende skygge inn over dette vakre minnesmerket av et resonnement
     (Jan Kjærstad Erobreren 399 1996)
UTTRYKK
(ikke) la seg anfekte
(ikke) la seg affisere
  • Bernt lod sig ikke anfægte
     (Jonas Lie Rutland 117 1880)
  • [han] var altfor trygg paa hendes kjærlighed til at lade sig anfegte af en saadan ubetydelighed
     (Aftenposten 18.03.1910/1)
  • munken selv lot seg ikke anfekte, men gikk støtt på
     (Bergljot Hobæk Haff Renhetens pris 227 1992)
  • at mange biler nylig hadde passert lot ikke elgene seg anfekte av
     (Nordlys 08.01.2015/3)