Det Norske Akademis Ordbok

anfektelse

anfektelse 
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; anfektelsen, anfektelser
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
anfektelsen
ubestemt form flertall
anfektelser
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[a´nfektəlsə], [anfe´ktəlsə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
verbalsubstantiv til anfekte, avledet med suffikset -else
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 det å anfekte
2 
tanke som volder indre uro
; sinnsuro
; samvittighetsnag
SITATER
  • han har så mange ting i hodet, den mand – så mange slags anfægtelser
     (Henrik Ibsen Gengangere 39 1881)
  • han hadde mangen tvil og anfægtelse
     (Peter Egge Inde i Fjordene 134 1920)
  • den svare nød i anfægtelsens time
     (Alexander L. Kielland Skipper Worse 183 1882)
  • i et aar levet han i angst og anfægtelse
     (Bernt Lie Mot Overmagt 10 1907)
  • en snigende anfægtelse til at si ondt vidnesbyrd om de bortgangne
     (Hans E. Kinck Naar Kærlighed dør 218 1903)
     | fristelse
  • amorøse anfektelser
     (Nini Roll Anker Huset i Søgaten 31 1923)
  • ingen tvil eller anfektelser av noen art
     (Sigurd Hoel Møte ved milepelen 30 1947)
  • hans erotiske anfektelser
     (Sigurd Hoel Tanker om norsk diktning 252 1955)
  • du er i dyp anfektelse om hvorvidt det du er bedt om å gjøre er rett eller galt
     (Jan Kjærstad Det store eventyret 326 1987)