Det Norske Akademis Ordbok

vokter

vokter 
substantiv
BØYNINGen; vokteren, voktere
UTTALE[vå`ktər]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
avledet av vokte med suffikset -er
BETYDNING OG BRUK
1 
mest overført
 person som vokter, har påtatt seg å vokte (noe(n) for å beskytte, kontrollere e.l.)
EKSEMPEL
  • moralens vokter
SITATER
  • er jeg min brors vokter?
     (1 Mos 4,9)
  • det samfund, hvis moral og sæder jeg er sat til at være en vogter for
     (Henrik Ibsen Samfundets støtter 114 1877)
  • [du, Herren] vil være vor fører og vogter
     (Sigrid Undset Olav Audunssøn i Hestviken I 46 1925)
  • vokterne av slektens liv – kvinnene
     (Mimi Sverdrup Lunden Den lange arbeidsdagen 170 1948)
  • verdensfredens voktere
     (Arbeiderbladet 1951/53/20/3–5)
2 
person som har til yrke å vokte, passe på person(er), dyr i fangenskap, på beite e.l.
 | jf. fangevokter, dyrevokter, gjeter
EKSEMPEL
  • vokter i dyrehage
SITATER
  • en sulten griis, hvem vogteren vil tvinge til at æde
     (Henrik Ibsen Samlede verker XV 72)
  • [fangen] Thomas Ryer takkede for vogterens villighed
     (Lys og Skygge 1908/nr. 3/3 Kristian F. Biller)
     | fra fortellingen «Det stjaalne Hus»
  • hvis alle fanger opførte sig som Dennis, sa vokterne. Han snakker ikke, bryr oss ikke
     (Arthur Omre Det hender iblandt – 9 1941)
2.1 
foreldet eller om eldre forhold
 personale ved psykiatrisk klinikk
SITATER
  • flere dårekistelemmer samt deres vogtere
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 4)
  • et galehus med vogtere og bevogtede
     (Nils Kjær Essays 128 1895)
3 
som (siste)ledd i sammensetninger
 person som har til yrke å vokte, passe, holde oppsyn med (noe)
 | jf. banevokter, dørvokter, skogvokter
3.1 
om apparat, innretning
 | jf. skyttelvokter, veftvokter