vimre - Det Norske Akademis ordbok

vimre

verb

MODERAT BOKMÅLvimret, vimret, vimring

preteritum

vimret

perfektum partisipp

vimret

verbalsubstantiv

vimring

FULL BOKMÅLSNORM

UTTALE[vi`mrə]

ETYMOLOGI

beslektet med vimse og vimle; jf. også middelnedertysk wemmen, middelhøytysk wimmen 'vrimle, bevege seg hurtig hit og dit'

BETYDNING OG BRUK

flakke, reke, drive (omkring, hit og dit, fra det ene til det andre)

SITATER

hvem vimrer værst og vildest frem, hvem famler længst fra fred og hjem

(Henrik Ibsen Brand (1885) 38)
jeg havde ingen solmærker at gaa efter. Jeg vimred om i timer paa min hjemtur

(Knut Hamsun Pan 164 1894)
det er som en taage jeg vimrer omkring i

(Nils Kjær Det lykkelige valg 161 1913)
øre av drik vimret gjesterne for skams skyld omkring en liten stund endda

(Sigrid Undset Kransen 355–356 1920)
[han] spurte hvorfor de fòr slik og vimret omkring på den gjenlagte åkeren

(Regine Normann Nye eventyr 40 1926)
jeg vimret frem og tilbake ved det sterke snefall og nådde ikke frem

(Ketil Bjørnstad Historien om Edvard Munch LBK 1996)

UTTRYKK

vimre seg bort/vekk

gå seg vill

; tulle seg bort

tænk om han Henning min vimret sig bort paa veien og aldrig finder frem til himmerike

(Regine Normann Min hvite gut og andre fortællinger 74 1922)

1.1

overført

vise vankelmodighet eller rådvillhet i gjerning eller holdning

SITAT

går til sin gerning de norske mænd viljeløst vimrende, ved ej hvorhen

(Henrik Ibsen Kongs-Emnerne 203 1872)

skjelve, bevre (av svakhet, redsel, tretthet e.l.)

SITATER

hun krympet sig sammen, et litet skjælvende, vimrende ting

(Sigrid Undset Olav Audunssøn i Hestviken I 199 1925)
overført

hendes sjæl vimret i fortvilelsen efter at finde en tanke hvor den kunde hvile

(Sigrid Undset Samlede romaner og fortællinger fra nutiden II,1 142)

2.1

om lys, luft e.l.

danne skjelvende, sitrende bevegelser, spill

; flimre

SITATER

det vimrer, som regnbustrimer

(Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 64)
om en stund begyndte det at vimre over peispiben, og en tynd blaa røg steg op

(Hans Aanrud Fortællinger I 111 1923)
langt ude vimret [fjorden] i det blege lys som en skjællet fiskehud

(Nils Kjær Samlede Skrifter V 123)
han så sig om endnu engang, det var somom det vimret for øinene

(Ove Arthur Ansteinsson Det røde vælde 261 1912)
fjordflaten, blått i det hvite, hvitt i det blå, [var] et vimrende lyshav

(Knut Faldbakken Glahn LBK 1985)

2.2

bevege seg flakkende, skjelvende (hit og dit, omkring)

SITATER

det lille insekt vimrer sin livsrike dans

(Olaf Bull Digte og noveller 64 1916)
føttene vimret lik følehorn over marken før han stemplet dem tvert ned

(Hans Herbjørnsrud Vi vet så mye LBK 2001)