Det Norske Akademis Ordbok

verge

Likt stavede oppslagsord
verge 
substantiv
Informasjon
MODERAT BOKMÅLet; verget, verger
genus
nøytrum
ubestemt artikkel
et
bestemt form entall
verget
ubestemt form flertall
verger
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[væ`rgə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
til verge
BETYDNING OG BRUK
1 
beskyttelse
; forsvar
 | jf. motverge, nødverge
SITATER
  • han trængte til værn og værge
     (Henrik Ibsen Kongs-Emnerne 50 1872)
  • [ironi] som ikke blir brukt som et verge mot virkeligheten
     (Dag Solstad Genanse og verdighet LBK 1994)
  • man kan gjette at hans innesluttethet og taushet … dannet seg på skolen som et verge mot de andre
     (Dag Østerberg Brahms LBK 2003)
2 
især jus
 varetekt, forvaring (og råderett, makt som følger med)
SITATER
  • den, som har eders søn i sit værge, byder over eder
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker IX 192)
  • kongen var utryg i jarlens værge
     (Henrik Ibsen Kongs-Emnerne 42 1872)
  • Berg fik disse papirer i sit værge
     (Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 427)
  • jeg har i mit værge et underligt brev, som er skrevet her på Rosmersholm
     (Henrik Ibsen Rosmersholm 91 1886)
  • pistolen … kan hvile smurt og pusset og ladet i hans verge
     (Knut Hamsun Siste kapitel I 96 1923)
3 
også overført
 (forsvars)våpen
 | jf. håndverge
SITATER
  • drage af sted ved nattetid uden verge
     (Otto Sverdrup Nyt Land II 220 1903)
  • vegt er visst mit værge
     (Henrik Ibsen Digte 70 1875)
  • du kan si at [hunden] er mitt skjold og verge
     (Tore Stubberud Kjøtt i mørke 60 2003)
3.1 
sverd
; sabel
 | jf. sideverge
SITATER
  • officerer sænker sine værger
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker IX 200)
  • Eders værge er rustent
     (Henrik Ibsen Fru Inger til Østråt 46 1874)
  • ind med værget hver mand, som drog det
     (Henrik Ibsen Kongs-Emnerne 16 1872)
  • alle Karl den tolvtes værger
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 132)
  • viking lig han vilde prøve værgets værk og storværk øve
     (Henrik Ibsen Digte 66 1875)
  • sværge troskabsed på fremmed værge
     (Henrik Ibsen Digte 140 1875)
  • man stak os ihænde et fuldgodt sværd, men lærte os ikke sligt værges værd
     (Henrik Ibsen Digte 186 1875)
  • [han stod] med høire haand i siden, venstre støttet paa sit værge
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 5 1900)