Det Norske Akademis Ordbok

vegre

vegre 
verb
BØYNINGvegret, vegret, vegring
UTTALE[ve:`grə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra middelnedertysk wēgeren, weigeren 'vegre seg, kjempe imot'; se også vegring
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 nekte
SITATER
  • allerede at præstens vægret omgang med dem, satte henne jo op til skive
     (Bjørnstjerne Bjørnson På Guds veje 284 1889)
  • [da] keiser Valentin forsøkte å tvinge alle biskoper til å underskrive et dokument som støttet den, vegret Basileios
     (Karl Ove Knausgård En tid for alt LBK 2004)
  • Mina vegrer å forlate sjåførens tanker
     (Adelheid Seyfarth Fars hus LBK 2005)
2 
refleksivt
 
vegre seg
 stritte imot
; stille seg avvisende
; ikke eller nødig gå med på
EKSEMPEL
  • vegre seg for å stille til gjenvalg
SITATER
  • han har vægret sig for at yde kejseren skat
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 70 1873)
  • [jeg] bønfaldt ham om at give mig mit barn tilbage, men han vægred sig stadigen
     (Henrik Ibsen Fru Inger til Østråt 132 1874)
  • jeg har rakt eder min hånd til forlig. I vægrer eder ved at modtage den
     (Henrik Ibsen Fru Inger til Østråt 64 1874)
  • [en vei] som de aller fleste vægrer sig ved at gaa
     (Ronald Fangen Tegn og gjærninger 135 1927)
  • han vegret seg mot å få venner
     (Tonje Røed Udødelig med deg LBK 2001)
  • jeg vegret meg for å se meg selv i speilet
     (Vigdis Hjorth Leve posthornet! LBK 2012)