Det Norske Akademis Ordbok

tu

tu 
substantiv
BØYNINGubøyelig
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[tu:]Uttale-veiledning
BETYDNING OG BRUK
UTTRYKK
i tu
 | itu▵
 (av norrønt í tvau 'i to')
i stykker
; i sund
  • klippe hvert bånd itu
     (Henrik Ibsen Kærlighedens komedie 46 1873)
  • skal da lykken støttes af løftets ord for ej at gå itu
     (Henrik Ibsen Kærlighedens komedie 59 1873)
  • min støvle er itu
     (Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 66)
  • alle tallerkenerne [lå] i gulvet, men ikke een af dem var itu
     (P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 8 1879)
  • ikke et lem var brukket, og ikke en stang eller surring itu!
     (Otto Sverdrup Nyt Land I 381 1903)
  • her stod selve Gudsbeviset og stirret mit taapelige ordspind itu
     (Gabriel Scott Sven Morgendug 30 1926)
  • vargen rev strupen hans i tu
     (Dag Skogheim Sulis 28 1980)
  • overført
     
    alt ble revet i tu da han snudde seg og så henne
     (Herbjørg Wassmo Hudløs himmel 83 1986)
  • et linklede skal spennes mellom dem. Biskopen skal flerre det itu med sitt sverd
     (Gerd Brantenberg Augusta og Bjørnstjerne 85 1997)
ta i tu med
 (etter svensk ta itu med)
ta fatt på
; begynne med
  • [evnen] til å skille ut «det ene fornødne» og ta i tu med det
     (Verdens Gang 1948/14/3/2)
  • [Gandhi] har solid basis for å ta itu med landets presserende problemer
     (Morgenbladet 1985/3/1/1)