Det Norske Akademis Ordbok

særkjenne

Likt stavede oppslagsord
særkjenne 
substantiv
Informasjon
MODERAT BOKMÅLet
genus
nøytrum
ubestemt artikkel
et
FULL BOKMÅLSNORM
ETYMOLOGI
nydannelse av den norske leksikografen Hans von Aphelen (1719–79); første ledd sær; annet ledd jf. kjenne og norrønt substantiv kenni
BETYDNING OG BRUK
litterært
 karakteriserende kjennemerke, kjennetegn (ofte egenskap)
; særmerke
SITATER
  • frugten af deres sæd [dvs. Voltaire og hans etterfølgeres tanker] giver deres fødeland, som den ager, hvori den første blev udsaaet, os de sørgeligste særkjender
     (Hans Nielsen Hauge Beskrivelse over Hans Nielsen Hauges Reiser, vigtigste Hendelser og Tildragelser 16 1816)
  • særkjendet paa det unge Norges lighed med oldets
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter VII 399)
  • trangen til digterisk selvvirksomhet er … et særkjende for hele den germanniske stamme
     (Henrik Ibsen Samlede verker XV 131)
  • [fortellingene] har alle den gode kunsts særkjende: de overbeviser
     (Samtiden 1904/646 Nils Kjær)
  • den handlekraft, der hadde været hendes slegts særkjende
     (Øvre Richter Frich Den røde taake 45 1914)
  • rikdom på håndgripelige enkeltheter som var folkediktningens særkjenne
     (Wilhelm Munthe Litterære falsknerier 97 1942)
  • [jazzens] særkjenne: intens, elastisk, synkopert rytme, improviserte solopartier
     (Bjørn Stendahl og Johs Bergh Sigarett stomp 244 1991)