svelte - Det Norske Akademis ordbok

svelte

verb

MODERAT BOKMÅLsveltet, svelting

perfektum partisipp

sveltet

verbalsubstantiv

svelting

FULL BOKMÅLSNORM

UTTALE[sve`ltə]

ETYMOLOGI

av norrønt svelta; jf. tilsvarende dansk form sulte; perfektum partisipp svolten; se sulten

BETYDNING OG BRUK

intransitivt, især dialektalt eller arkaiserende

føle sult

| se sulte

SITATER

jeg [kan] svelte som en hund, naar børnene kun har

(Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 386)
[soldatene] blir ikke noget tes, naar de svelter

(Hans Aanrud Fortællinger for barn I 199 1917)
vargene sveltet

(Nordahl Grieg Norge i våre hjerter 51 1929)
cancelliraadens folk de svalt ikke ihjel

(Tryggve Andersen Samlede fortællinger I 194)
[han] svalt sig igjennem fra dag til dag

(Knut Hamsun Segelfoss By I 34 1915)
[han] gaar og svælter ned midt for mine øjne

(Knut Hamsuns brev I 196)

transitivt, især dialektalt eller arkaiserende

la lide sult

| se sulte

SITATER

svelte sine gæster

(Henrik Ibsen Kongs-Emnerne 36 1872)
bønder som flaar sine egne landsmænd og svelter byfanten

(Hans E. Kinck Rormanden overbord 138 1920)

UTTRYKK

svelte reven

se rev