Det Norske Akademis Ordbok

skolastiker

skolastiker 
substantiv
BØYNINGen; skolastikeren, skolastikere
UTTALE[skola´stikər]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra tysk Scholastiker, etter latin scholasticus 'lærd'; jf. skolastisk og suffikset -iker
BETYDNING OG BRUK
1 
om middelalderforhold
 representant for skolastikken
; lærer i dialektikk og dogmatisk teologi
SITATER
  • ortodoks fortolkning av de store skolastikere
     (Wilhelm Munthe Litterære falsknerier 17–18 1942)
  • [NNs] hårkløveri styrker oss i tanken på at mannen ville befunnet seg vel som skolastiker på 1300-tallet, i denne disiplinens mest ørkesløse periode
     (Bergens Tidende 05.07.1999/18)
  • den berømte skolastiker, astronom og statspolitiker Heinrich von Langenstein
     (Elsbeth Wessel Wien 77 1999)
  • først og fremst er han skolastiker ved at hans store prosjekt er å forsone tro og viten
     (Trond Berg Eriksen Augustin 131 2000)
2 
litterært, nedsettende
 tenker, kunstner eller forsker som legger overdreven vekt på logiske spissfindigheter og kunstig systematikk
SITATER
  • han var … ikke noen støvtung skolastiker. Tvert imot er musikken hans både smidig og leken, nesten uforferdet fri enkelte ganger
     (Dagens Næringsliv 30.07.1994/25)
  • en blasfemisk fariseer og en erfaren skolastiker har lite til felles når de tolker klaversonater
     (Morgenbladet 07.04.2006/34)