Det Norske Akademis Ordbok

rygge

Likt stavede oppslagsord
rygge 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLrygget, rygget, rygging
preteritum
rygget
perfektum partisipp
rygget
verbalsubstantiv
rygging
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[ry`g:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
dansk form rygge, trolig beslektet med rugge
BETYDNING OG BRUK
1 
foreldet
 flytte, bevege (særlig noe tungt)
SITATER
  • [kongen bygget.] Når natten skygged, kom troldet og rygged med spid og stang
     (Henrik Ibsen Digte 107 1875)
  • han selv havde skjøde paa pladsen sin, saa hverken skriver eller fut skulde rygge ham af flækken
     (Hans Aanrud Fortællinger I 137 1923)
UTTRYKK
rygge ved
også overført
 flytte på, rokke ved (noe så det ikke lenger står fast)
  • ved kirken skal ej nogen rygge
     (Henrik Ibsen Brand (1885) 153)
  • der må rygges ved den fabelen om de styrendes ufejlbarhed
     (Henrik Ibsen En folkefiende 51 1882)
  • en saadan forklaring kunde lettelig rygge ved folks sande tro
     (Hans Aanrud Fortællinger III 3 1923)
2 
foreldet
 rokke (ved)
 | jf. uryggelig
SITATER
  • jeg [Herrens engel] vil ikke rygge min pagt med Eder i evighed
     (Dom 2,1; eldre oversettelse; 1930: bryte min pakt)
  • er De end så djerv, at mene, De kan tanken rygge
     (Henrik Ibsen Brand (1885) 156)