Det Norske Akademis Ordbok

runne

runne 
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; runnen, runner
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
runnen
ubestemt form flertall
runner
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[ru`n:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt runnr; beslektet med renne
BETYDNING OG BRUK
1 
dialektalt
 klynge av småtrær
; busk
; kratt
SITATER
  • da legte alfer i hver en runne
     (Carl Theodor Caspari Fra syd og nord 42 1899)
  • han [satt] inde i en busk eller runne
     (Gabriel Scott Det spøker 97 1911)
  • midt inne i runnen stod storbukken
     (Audun Hjerman Bjønn-Halvor 7 1919)
  • det staar en runne og gror op i lien, asp og rogn i uryddig blanding
     (Gabriel Scott Stien 311 1925)
  • saa smøg han sig unna og ind blandt runnerne og det tætte bjerkekrattet
     (Olaf Benneche Den dyre muld 20 1926)
2 
dialektalt
 spire (til tre)
; skudd
; teinung
SITAT
  • korset blev gjort av en runne fra livets træ
     (Sigrid Undset Husfrue 46 1921)
3 
dialektalt
 utvekst, opphøyet rand rundt avsaget gren, sprekk eller barkløs flekk på tre
; jare
SITAT
  • foruden de i det foregaaende nævnte benævnelser for kaater eller udvæxter paa og flammer i træet, haves følgende: … runne (Thelemark.)
     (P.Chr. Asbjørnsen Om Skovene og et ordnet Skovbrug i Norge 9 1855)