Det Norske Akademis Ordbok

renommé

renommé 
substantiv
BØYNINGet; renommeet, renommeer
UTTALE[renome:´], [renåme:´]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra fransk renommée, perfektum partisipp av renommer; se renommere
BETYDNING OG BRUK
1 
rykte
; ry
; omdømme
; ord
EKSEMPEL
  • kafeen har et dårlig renommé
SITAT
2 
godt renommé
; berømmelse
; anseelse
; ry
EKSEMPEL
  • miste sitt renommé
SITATER
  • giv mig en flaske sundhedsviin, og tag mit renomee!
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II 320)
  • i maskulinum
     
    denne sangforening har renommé og fortjener den
     (Halfdan Kjerulfs dagbøker for årene 1833, 1840, 1850, 1851 118)
  • som bekjent er det tårnets skjevhet, dets sterkt hellende struktur, som har skapt dets celebre renommé
     (A-magasinet 07.01.1933/14)
     | fra artikkelen «Vi det skjeve tårn i Pisa ramle i grus?»
  • Deres renommé lovet os saa meget
     (Nini Roll Anker Huset i Søgaten 8 1923)
  • som yrkesmann disponerer du et enormt aktivum i ditt renommé
     (Jens Bjørneboe Før hanen galer 188 1952)
  • Fredrics renommé når det gjaldt dechiffrering av oldtidsspråk
     (Gert Nygårdshaug Honningkrukken 194 1985)
  • konsulens renommé sto på spill
     (Tore Rem Sin egen herre 28 2009)