Det Norske Akademis Ordbok

pønse

pønse 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLpønset, pønset, pønsing
preteritum
pønset
perfektum partisipp
pønset
verbalsubstantiv
pønsing
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[pø`nsə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
via middelnedertysk pensen, pinsen 'overveie', fra fransk penser 'tenke', av latin pensare, grunnbetydning 'veie'; jf. pønske
BETYDNING OG BRUK
nå sjelden
 grunne
; spekulere
; pønske
SITAT
  • hun tænkte, saa det værkede i panden, – og denslags pønsing var uvant for hende
     (H. Wiers-Jenssen Krøniker fra den gamle By 65 1916)
UTTRYKK
pønse på
gruble over
; pønske på
  • længe pønsede jeg paa dette brev [for å fortelle om forlovelsen] og componerede det flere gange, inden jeg fik det som jeg vilde havde det
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 101)
  • han pønser på hævn
     (Henrik Ibsen Hærmændene på Helgeland (1873) 32)
  • jeg pønser ofte paa, hvem den mand omgaaes
     (Bjørnstjerne Bjørnson Over Ævne II 74 1895)
  • hun pønsed samvittighedsfuldt paa at sætte en stopper for sin fars juleudskejelser
     (Knut Hamsun Rosa 248 1908)
pønse ut
pønske ut
; finne på
  • [det er enkelt å] pønse ut navn på ikke-eksisterende nasjoner rammet av hunger, flom og trafikkulykker
     (Sunniva Lye Axelsen Følge meg alle mine dager LBK 2011)
     | dvs. for å lure folk til å donere penger