Det Norske Akademis Ordbok

personasje

personasje 
substantiv
BØYNINGen; personasjen, personasjer
UTTALE[pærsona:´ʃə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra fransk personnage, avledet av personne 'person'; jf. person
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært, foreldet
 (fremtredende, fornem) person
SITAT
2 
nedsettende, spøkefullt
 individ
SITATER
  • en sørgelig personnage var hr. Müller som [rollefiguren] Silva
     (Halfdan Kjerulfs dagbøker for årene 1833, 1840, 1850, 1851 197)
  • mine viser har omstemt hr. Bj. [Bjørnstjerne Bjørnson] der nylig i mig saa en saa fortysket personage, at der ikke kunde være tale om at faa mig med i klubben
     (Halfdan Kjerulf Av hans efterladte papirer 1847–1868 251)
  • [han var] en skikkelig, men noget indskrænket personage
     (Elias Kræmmer Glade Borgere II 54 1895)
  • «Jeg føler mig aldeles ikke forpligtet til at underholde denne personage»
     (Rudolf Muus Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde 235 1914)
  • en temmelig tvilsom personasje
     (Arbeiderbladet 1936/183/1/4)
  • personasjer tilknytta Oppland Arbeiderblad
     (Dag Solstad Roman 1987 52 1987)
  • ved hjørnet sto en lavere og slankere personasje og ventet på ham
     (Hans Olav Lahlum Kameleonmenneskene LBK 2013)
3 
sjelden
 personlighet
SITAT
  • [menneskenes] indre personage, deres syn, deres følelser, deres maade at dømme paa
     (Amalie Pettersen Omkring Petters-Pladsen 75 1919)